WiSH: 10.000,- dkr til Caribien

Indsendt d. 21. september 2019 kl. 16:00

FDF (Frivilligt Drenge og Pige Forbund) er en forening hvor vi bestræber os på at give børn et ståsted at møde verden fra. Kernen i FDF er fællesskabet, både for børn og for børn og voksne. Det at lege, hygge, grine og tale sammen, og at blive mødt med respekt uanset baggrund, alder eller evner. Vi tror at alle har noget at bidrage med til fællesskabet, og det præger den måde, vi er sammen på. Man kan på mange områder sammenligne FDF med spejdere, især fordi vi vægter friluftsliv meget højt. F.8 Søkreds er en del af FDF på Frederiksberg. FDF Frederiksberg har en historisk betydning da FDF blev stiftet her af Holger Tornøe i 1902. Der er ca. 600 medlemmer i FDF Frederiksberg heraf har vi 65 medlemmer i F8. Vores børn kommer fra mange forskellige baggrunde og kommer fra forskellige sociale lag hvor penge ikke altid hænger på træerne. Alt arbejdet er 100% frivilligt og ulønnet. Hvad der er helt unikt ved F.8. er at vi er en søkreds, hvilket betyder at vi sejler ude i Sydhavnen i sommerhalvåret. Her underviser vi børnene i godt sømandskab og at sejle med respekt for naturen, havet, og andre på vandet. Vi tager typisk på 3-5 sejltogter om året i rundt om i de nordiske farvande. Nogle af formålene med vores togter er at lære børnene hvordan man kommer fra A til B på en klimavenlig måde samt at udvide deres horisont. Vi har i de senere år haft stor succes med at holde på de lidt større børn (alderen 11-14) og har fået skabt os en stabil og dygtig ledergruppe som giver børnene en masse fantastiske oplevelser. Vores børn har mange ønsker om at komme ud at sejle på andre farvande end dem de kender. Derfor har vores ledergruppe besluttet at lave et pilotprojekt hvori vi kommer ud at sejle i de Caribiske farvande. Vi har stablet et stærkt lederteam på benene bestående af en læge, en betjent, en content-manager, en tømrer, og en sømand som tilsammen har mere end 70 års sejladserfaring. Vi er i selskab af ni børn og unge i alderen 10 til 16 år. Formålet med dette eventyr er en dannelsesrejse hvor vi vil udfordre børnene i samarbejde og hvordan man omgås andre på meget begrænsede områder. Vi vil lære dem at bruge deres sanser i mødet med en fremmed kultur udenfor historie og geografitimerne og familieferie. Vores andet primære fokus på denne tur er klimaet og om hvordan andre kulturer passer på vores verdenshave og hvordan vi bedre kan værne om dem så vi kan komme på mange flere eventyr med flere børn i fremtiden. Samtidig skal børnene tage en aktiv rolle i at gøre drøm til virkelighed, og selv være med til at samle midler ind til turen. En tur som denne er dog ikke billig og indeholder store poster som rejse til Caribien samt bådleje. Vi er fast besluttede på at komme afsted, men må erkende at nogle af vores medlemmer ikke har mulighed for at komme med grundet lavere indkomst niveauer.


Indsendt af Melinda Foverskov

Kontakt Melinda Foverskov via e-mail.