WiSH: Aktivitetshuse for børn og unge på Lolland og Falster

Indsendt d. 7. maj 2018 kl. 12:15

Selvom Danmark er et lille land, kan der være meget stor forskel på vores barndom og ungdomsliv. Nogen vokser op med masser af muligheder, venskaber og aktivitetstilbud. Andre har ikke et sted at gå hen efter skole eller nogen at hænge ud med i weekenden. Derfor har Ungdommens Røde Kors fokus på at fremme de positive børne- og unge fællesskaber i hele Danmark, herunder især Lolland og Falster. Det gør vi bl.a. med Fællesværker – en række særlige aktivitetshuse, som vi skaber sammen med lokale unge. Om Ungdommens Røde Kors: Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation, der på landsplan engagerer cirka 5000 frivillige. Vi er selvstændige og dermed økonomisk uafhængige af Dansk Røde Kors, hvis grundlæggende principper og værdier vi dog deler. Siden 2014 har Ungdommens Røde Kors arbejdet målrettet med at fremme aktiviteter og fællesskaber for børn og unge, der bor langt væk fra de store byer. I 2018 udløber et større fondssamarbejde, som udfordrer vores indsatser – især på Lolland og Falster, derfor sender vi denne ansøgning. Det ansøger vi om: Vi har brug for økonomisk opbakning til vores tre Fællesværker i henholdsvis Nakskov, Sakskøbing og Stubbekøbing. Tilsammen engagerer de cirka 25 frivillige og husene bruges af cirka 120 børn og unge pr. uge. Hvert Fællesværk skaber aktiviteter for de børn og unge, som ikke har andre steder at gå hen. Et Fællesværk er derfor meget mere en bare en klub. Det er en måde at være sammen på, hvor fællesskabet er i centrum, og alle er med. I Fællesværket laver man alt fra fællesspisning til filmaftner, udflugter og events. Vi mærker et stort behov for flere aktiviteter og har en drøm om at udvide med flere åbningsdage, tilbud og aktiviteter i alle tre Fællesværker. Derfor søger vi om 60.000 kroner, der skal øremærkes til at skabe mere liv og glæde lokalt og samtidig understøtte Ungdommens Røde Kors’ mission om, at det skal være fedt at vokse op i Danmark – uanset postnummer.


Indsendt af Ungdommens Røde Kors

Kontakt Ungdommens Røde Kors via e-mail.