WiSH: Musikrum og lydstudie til psykisk sårbare unge

Indsendt d. 29. marts 2021 kl. 12:01

Musikrum og lydstudie til psykisk sårbare unge

Hos Fundamentet hjælper vi psykisk og socialt udsatte mennesker over en bred kam. Vores primære målgruppe er dog unge i alderen 18-25 år, der lider af psykisk sårbarhed i større eller mindre grad. Vi ser unge, der bl.a. lider af, depression, PTSD, ADHD, skizofreni eller borderline, og mange af dem oplever som en konsekvens af dette sociale problematikker, der kan komme til udtryk i form af kriminalitet, hjemløshed, stofmisbrug, alkoholmisbrug, m.m. Fælles for langt de fleste er dog, at de oplever et højt niveau af ensomhed, da deres psykiske og sociale udfordringer gør, at de nære relationer ikke fungerer, eller måske slet ikke eksisterer overhovedet. Vi oplever, at mange af førstegangsbrugerne af Fundamentet, enten har siddet alene hjemme i en længere periode på måske måneder eller år, eller grundet manglende sociale færdigheder er endt i uhensigtsmæssige miljøer præget af kriminalitet og misbrug. Fælles for langt de fleste er derfor også, at selvværdet har lidt et knæk, og at livet det meste af tiden gør ondt. Fundamentet blev stiftet i 2013 i et lille lånt lokale i bunden af Jægergårdsgade i Aarhus. Organisationens stifter havde oplevet, hvordan et til tider rigidt socialt system kunne spænde ben for den hjælp, byens udsatte borgere havde behov for, og derfor blev Fundamentet grundlagt ud fra et ønske om at sætte mennesket i centrum og for at få mulighed for at yde en indsats i friere rammer og på en måde, der gav mening for den enkelte. Vores første forløb for udsatte unge kom således til at hedde Vi Tror På Dig, og navnet er siden blevet overskriften på tilgangen til vores arbejde – såvel som vores slogan. Hos Fundamentet hjælper vi årligt omkring 200 borgere med en række forskellige udfordringer, hvilket hverken kræver betaling eller en henvisning – det er alt sammen gratis for vores brugere. Vi har lige nu tilknyttet mere end 80 frivillige, hvor omtrent to tredjedele af dem er fagprofessionelle, der yder den indsats, de er uddannet til. Disse frivillige tæller bl.a. psykologer, psykoterapeuter, fysioterapeuter, psykomotoriske terapeuter, specialpædagoger og undervisere. Det er vores erfaring, at mange af de unge, der har deres daglige gang hos Fundamentet gemmer på en enorm rigdom i form af kreativt talent, og at mange af dem i virkeligheden er utroligt dygtige musikere, eller har et ønske om at blive det. Desværre oplever vi også, at når livet gør ondt og selvværdet halter, er det sjældent, at talentet bliver udfoldet, hvilket igen får selvværdet og troen på, at man er god nok til at falde yderligere. Det er denne ødelæggende spiral, vi ønsker at vende til noget positivt, hvor den kreative udfoldelse bliver til noget, der viser de unge, at de besidder utroligt værdifulde egenskaber, de kan være stolte af. Forskning viser, at når sårbare mennesker får solide succesoplevelser med egne evner og kunnen, har det potentiale til at forplante sig i en vedvarende følelse af højere selvværd. Dette vil sprede sig yderligere til også at styrke andre aspekter af deres liv, såsom evnen til at finde vedvarende beskæftigelse, tage en uddannelse, eller pleje meningsfyldte sociale relationer og fællesskaber. Lars Ole Bonde, der er professor på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet, udgav i 2019 et essay der gennemgår musikkens brug i bl.a. psykiatrisk og terapeutisk behandling. Dette essay viste, at musik i langt de fleste tilfælde har en positiv effekt på udsatte menneskers psykiske helbred, og vi ser derfor et enormt potentiale i at anvende musik i vores arbejde med sårbare unge. Vi har pt. Tilknyttet en række dygtige musikere som frivillige i huset, og vi tæller bl.a. en konservatorieuddannet og en professionel musiker, hvilket giver os troen på, at vi har de frivillige kræfter, der skal til for at understøtte en lang række musikalske aktiviteter. Vores problem er dog, at vi lige nu hverken har alt det udstyr eller de faciliteter, der skal til. Derfor er vores største ønske lige nu, at WiSH Fonden vil hjælpe os med 39.518kr. til et lydstudie og musikrum samt det udstyr, der skal til. Her får de unge ikke kun mulighed for samspil og jamsessions, men også for at indspille deres musik og dermed have et grundlag for at promovere deres kunst og måske endda få formidlet det bredere gennem udgivelser og koncerter.


Indsendt af René German Pedersen

Kontakt René German Pedersen via e-mail.

FØDEVARER MED

ÆRLIG OMTANKE

Det er ikke bare et slogan for os

– det er i vores DNA.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du følge SEiMEi.

En lokal virksomhed, der bestræber sig på at være en anerkendt spiller med en positiv rolle i samfundet.

TAK FOR DIN TILMELDING

Tjek venligst din indbakke. Du kan nu lukke dette vindue.