WiSH: Sanse/motorikbane

Indsendt d. 17. maj 2020 kl. 14:02

Sanse/motorikbane

Fondsansøgning – ansøgning om fondsmidler til motorik og sansebane På vegne af Børnehaven Kridthuset (og området Mølholm) ansøges om midler til etablering af en motorik/sansebane. Jævnfør ministeriets nye (styrkede) pædagogiske læreplan som trådte i kraft d. 1. juli 2018 er blandt andet en styrkelse af børnehavebørnenes motorik og bevægelsesglæde et fokuspunkt, da ”Børnene skal inviteres til at få mange forskellige kropslige erfaringer i et læringsmiljø, hvor bevægelsesglæde, kreativitet og leg er nøglebegreber” (citat fra læreplanen – se evt. uddybning ). Vigtigheden af kropslig og sanselig udfoldelse er også tydelig i Børnehaven Kridthusets værdisæt, hvori der blandt andet står, at ”I Børnehaven Kridthuset prioriterer vi leg højt. Vi mener, det at lege er det bedste, et barn kan foretage sig. Barnet udvikler sig fysisk, psykisk og socialt gennem legen, og dertil kommer, at legen fremmer barnets indlæringsevne mest muligt. Barnet får gennem legen mulighed for at: – eksperimentere med ” hvem er jeg?”. – få kropsbevidsthed “hvad kan jeg, hvad tør jeg?”. – styrke selvværd. – styrke sanserne.” (https://www.mininstitution.dk/Hjemmeside/Forside/Index/518) Endvidere prioriterer Børnehaven Kridthuset udeliv meget højt, og de har et relativt stort areal rundt om børnehaven, men der er mangel på udendørs legeredskaber. Det ville derfor være fantastisk at kunne kombinere udeliv/naturen med muligheden for flere motoriske og sanselige udfordringer. Børnehaven Kridthuset har et areal med gamle fredede træer bag selve bygningen, hvor arealet grundet manglende midler ikke er udnyttet. Dette vil være det perfekte sted for en tarzan-/sansebane gennem naturen. Pt. har børnehaven meget få legeredskaber, der har karakter af en motorikbane/sansebane, da de primære udendørs legeredskaber består af en stor rutsjebane på en græsvold og en stor sandkasse samt et legehus. Desuden ligger børnehaven i et meget børnerigt område uden en eneste offentlig legeplads, hvorfor en opgradering af de udendørs udfoldelsesmuligheder i børnehaven også vil bidrage til muligheden for udendørsaktiviteter for områdets børn uden for børnehavens åbningstid. Naturlegepladser speciallaves, og laves derfor i de fleste prisklasser. Det vurderes at en motorik-/sansebane gennem børnehavens ”skovområde” vil koste ca. 100.000-150.000 kr. men et mindre bidrag vil vi også få det bedst mulige ud af. Mvh. Børnehavens forældrebestyrelse Lærke Vestergaard Holm-Christiansen Laerke.shc@gmail.com Børnehaven Kridthuset Svalegårdsvej 80 9000 Aalborg


Indsendt af Lærke Vestergaard Holm-Christiansen

Kontakt Lærke Vestergaard Holm-Christiansen via e-mail.