WiSH: Sponsorat

Indsendt d. 8. oktober 2017 kl. 09:09

Sponsorat

Jeg har med glæde fået oplyst af Dorte Kavsman, at Allan Feldt har besluttet at støtte Team Valkyrie. Vi vil som de første nordiske kvinder gennemføre verdens hårdeste cykelløb, Race Across America, hvor vi kører for at støtte Red Barnets kamp for pigers rettigheder og muligheder i Danmark og i resten af verden. Vi skal på 9 døgn tilbagelægge 5000 km og 53000 højdemeter, og på turen har løbsledelsen en række sikkerhedskrav, der blandt andet medfører, at vi med os har et 10-mands stort serviceteam. Økonomien i et sådant projekt overstiger en almindelig cykeltur mange gange, og for at komme i mål med vores projekt har vi brug for hjælp fra sponsorer. For at lette forståelsen for mit engagement i dette projekt, kort om min baggrund: Jeg blev født på Mødrehjælpen og var mine første 3 måneder på børnehjem, inden jeg ankom hos mine adoptivforældre. Efter 2 år dør min adoptivfar efter en fejlslagen operation. Det sender min adoptivmor ud i stor sorg over at miste sit livs kærlighed og pludselig stå alene med mig. Min mor flytter sammen med en ny mand med autoritære holdninger til opdragelse. Jeg er en krudtugle, vild, altid på opdagelse og oveni drillesyg, hvilket som regel bliver fysisk straffet. Jeg sætter en ære i, at hans slag ikke kan knække mig. Min mor får cancer, da jeg er 15 år gammel og min stedfar forlader hende året efter. Så som 16-årig er jeg nødt til at overtage styring af økonomi, alle praktiske gøremål og forsøge at løfte min mor psykisk. Men hun får flere og flere smerter og hun forsvinder uge for uge. Vi er alene uden anden familie, og jeg vælger at gå ud af gymnasiet for at passe hende fuldtids den sidste tid. Jeg er 18 år da jeg mister min mor. Jeg er alene i verden, og jeg tænker; vil jeg kæmpe eller opgive? Jeg vælger at kæmpe mig tilbage til glæde og kærlighed. Jeg genoptager min studentereksamen, tager merkonomuddannelsen om aftenen, og samtidigt arbejder jeg om morgenen. Som barn har jeg stærke rygsmerter, og bliver som 9-årig diagnosticeret med morbus Scheuermann og er ramt i mange af rygsøjlens led. Efter 6 års døgnbehandling med korset, får jeg besked om, at jeg nu er rask, men også at jeg altid vil være fysisk svag, og at jeg aldrig vil komme til at dyrke sport. Da jeg kommer i 20 ́erne, tvivler jeg alligevel på, om det nu også kan være rigtigt. Så jeg begynder at løbe, men bliver hurtigt skadet og brækker knogler i ben og hofter, ligesom jeg igen får smerter i ryggen. Med pauser imellem skaderne kæmper jeg mig frem til at kunne løbe først 5 km, så 10 km og efter 15 års kontinuerlig løbe- og styrketræning, kan jeg i 2012 løbe over målstregen til Amsterdam Marathon. Tårerne får frit løb og motivationen er i top, og indenfor et år løber jeg de første 4 marathonløb! Så da jeg i 2013 ser Kronprins Frederik deltage i årets Ironman, tænker jeg, at det må være det ultimative. Jeg kan ikke slippe tanken, og et par dage efter køber jeg billet til 2014 – og jeg havde aldrig siddet på en racercykel eller svømmet. Så kæmpe, det skal jeg. Stillingen på cyklen er udfordrende for min ryg og svømningen er svær pga. ryggen. Oplevelsen over gennemført Ironman i 2014 er fantastisk. I 2018 vil jeg gennemføre mit 15. marathonløb, min Ironman nr. 5 & ikke mindst verdens hårdeste cykelløb! Med min deltagelse i Race Across America vil jeg støtte Red Barnets kamp for pigers rettigheder og muligheder i Danmark og resten af verden – og jeg vil vise unge piger, at man godt kan skabe et meningsfyldt liv på trods af modstand og dårlige odds.


Indsendt af Helle Witten Nygård

Kontakt Helle Witten Nygård via e-mail.